Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo Maribo Skole
Mobil menu

Røgfri skole

Princip om røgfri skoletid

Baggrund:

Der er stærk evidens for at restriktive rygeregler på skoler mindsker risikoen for at børn og unge begynder at ryge (1-9). I starten af et skoleår stiger andelen af nye rygere mere end det gør resten af året. Dette skyldes, at unge i starten af et nyt skoleår har et stort behov for at skabe relationer og styrke deres position i det nye fællesskab. De unge tilpasser sig de normer og den kultur, som gør sig gældende det nye sted - også selvom det betyder, at de skal ændre vaner. En dansk undersøgelse viser, at der på efterskoler med røgfri skoletid er markant færre unge, som begynder at ryge. Omvendt er risikoen for at elever begynder at ryge 2-4 gange større, hvis skolen ikke har restriktive regler. Kilde: Kræftens bekæmpelse.

Formål:

Princippet skal forebygge, at skolens elever begynder at ryge og støtte elever til at vælge et røgfrit liv.

Princip:

Skolens elever må ikke ryge i skoletiden inklusive pauser. Forbuddet gælder også e-cigaretter, røgfri tobak, tyggetobak, tobakspastiller, snus og skrå samt andre og andre nicotinholdige produkter (Læs mere på Sundhedsstyrelsens information om røgfri tobak m.m.)

Dette princip gælder også på ture og ekskursioner samt når eleverne i pauserne bevæger sig uden for skolens område.

Hvis en medarbejder observerer en elev ryge, skal eleven gøres opmærksom på, at han/hun ikke må ryge i skoletiden.

Desuden skal forældre kontaktes hver gang en elev ses ryge i skoletiden. Dette sker fortrinsvis gennem ledelsen.

Hvis en elev gentagne gange bliver taget i at bryde princippet skal forældrene indkaldes til en samtale, hvor de bliver oplyst om skolens sanktionsmuligheder jf. Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen.

Det er en fast del af forebyggelsen, at der skal undervises i viden om rygningens skadelige effekter på sundhed med fokus på elevernes holdninger til rygning og handlemuligheder.

Godkendt på skolebestyrelsesmøde den 27. okt. 2021.